Dansk

Sommernætter og fluer i mosen

DSCF4469I sidste uge havde jeg to gode venner på besøg fra Canada. For et år siden spurgte Katie mig, hvornår det bedste tidspunkt var at besøge Danmark. ’23. juli!’ svarede jeg, og sådan blev det, for Sankt Hans i min forestilling er lidt som sommerens svar på nytår, en ladet aften, hvor man gør status og mærker et eller andet fællesskab og en eller anden længsel, og jeg kunne ikke komme i tanker om en årstid jeg hellere ville dele end den lyse sommer. I min barndom, føler jeg, stod vi hvert år ude på Bellevue i Risskov hvor der er bål hele vejen ud langs stranden, og vi sang, og livet føltes uendeligt langt og uendeligt kort og sommernatten var altid, altid varm.

I år var vi inviteret ud i min venindes dele-kolonihavehus i Ballerup for at grille inden vi skulle til bål i haveforeningen, og jeg vidste jo godt, hvad der ventede mig. Sidste år i Ballerup var en total farce af et Sankt Hans-arrangement. Bålet var opført midt på en knastør græsplæne, folk stod spredt milevidt omkring det i små klynger og i den anden ende af plænen, altså sådan at man lige kunne skimte ham hvis man kneb øjnene sammen, stod en mand og råbte en båltale ind i en mikrofon. Hvad den indeholdt fortaber sig i vinden, tiden og krudtrøgen fra den nærdødsoplevelse, der fulgte, da bålet blev tændt med en giga ukrudtsbrænder og der straks begyndte at flyve romerlys ud af brændestablen i alle retninger mens gas og ild antændte græsset i store plamager, så den lille klynge af sommersociale mennesker, der dog havde stimlet sig sammen ved bålet måtte løbe for livet og sprede sig i ligeså ensomme sattelitformationer som alle de andre kolonihaveejere. Vi opdagede først at sangen (Shubiduas version) var i gang, da den var slut og så forsøgte vi at stemme i med den gamle, den rigtige melodi, med en vis insisteren at holde troldene fra døren, mens den lillebitte mand langt væk bag mikrofonen råbte havenumre op på dem, der uden at vide det (og sikkert uden at kende sit havenummer) havde deltaget i et lotteri, hvor man kunne vinde særegne genstande, såsom en potteplante formet som en UFO.

Hele scenariet gentog sig i år, eller det vil sige, det antager jeg, for de toppede den faktisk lige ved at begynde afbrænding og sang ti minutter før varslet, hvilket betød at vi vandrede ind på pladsen til lyden af Shubidua, som de i år havde valgt at blæse ud fra højttalerne (så slipper folk for at synge igennem) og et bål der allerede var halvt brændt ned, og i øvrigt kun en tredjedel så stort som dem, vi havde i min barndom, det sværger jeg. Canadierne var dog godt tilfredse med deres første bonfire og de filmede vores langtrukne femmands-accapella-version af Lange-Müllers Midsommervise, som havde hårde odds, da højttalerne stadig kørte på med alt godt fra p3.DSCF4389

Okay, jeg kunne have gjort et bedre forsøg på at opsøge den rigtige Sankt Hans-stemning, den med fællessang og skuen frem og skuen tilbage, men hele oplevelsen fik mig også til at indse, at det er som om sommer bare er mere sommer i tanken, ikke bare fordi den ofte viser sig at være grå og skyet og bare sådan lidt ‘meh’, men også, tror jeg, fordi jeg forventer en eller anden gammel følelse af sommeren. Jeg forventer at de lyse nætter giver mig den uendelighedsfølelse, jeg havde som teenager – på godt og ondt, for der var noget uudholdeligt langsommeligt ved at skulle tilbringe alle de mange uger i tomheden og sammen med sine forældre. Men sommeren var også altid et overgangsritual, og, i en vis alder, dét der mystiske rum hvor man bevægede sig ud i natten og følte at ting kunne ske (selvom de sjældent skete). Især tænker jeg på dengang, jeg var i Spanien med mine forældre og jeg lyttede til Radioheads “Pyramid Song” og var vildt længselsfuld og irritabel og jeg tegnede mærkelige ting med tusch i en notesbog. (Det var også den sommer jeg indså at mine ben bare ikke kunne blive brune, da jeg kom hjem fra tre uger i den midtspanske hede og tænkte, nu er de der, og så mødte min veninde der havde været en uge på Anholt, og hvis ben fik mine til at fremstå nærmest blændende blege.) Jeg tænker, om den sommer man drømmer om, ikke altid er den sekstende sommer, eller den femtende måske, om det var déngang sommeren virkelig satte spor i én, som en slags myte, der gør, at man lyver for sig selv år efter år og tænker: de lyse nætter er altid varme.

All my lovers were there with me
All my past and futures
And we all went to heaven in a little rowboat
There was nothing to fear, nothing to doubt

…sang Thom Yorke på min discman. Der var jo vitterligt ingen elskere at tænke på, men det giver en form for poetisk mening nu, jeg genlæser det, at der var al den forventning om, at man på et tidspunkt ville få sig en fortid.

Jeg tror egentlig jeg tænkte alle disse ting, inden jeg begyndte at læse Émmanuelle Richards Letheden, som jeg lige har anmeldt for LitteraturNu, men så var det alligevel som om hun satte ord på det hele, f.eks. i den her passage, som jeg også citerer i anmeldelsen:

“Den udsøgte duft af sommeraften gennemtrænger alt. Den giver lyst til at slå mod værelsets vægge, der spærrer inde og modsætter sig det levende blod, som løber i vener og arterier. Duften af sommeraften for en fjorten-femten-seksten-sytten-årig, som man kun oplever en enkelt gang, det er denne sitrende og spændte duft, der svæver i værelset. Der findes et helt system af sære og ophidsede vibrationer, der får pulsen til at slå roligt og dumpt, og som giver næring til den tidsindstillede indre sprængning, hvor længe skal jeg vente endnu, hvor længe skal jeg vente endnu.”

DSCF4471Virkelig en fin roman, som det gav mening at læse omkring sommersolhverv, men heldigvis viser det sig at de legendariske sommerdages tid ikke er forbi. I torsdags gik min veninde og jeg f.eks. tur i Utterslev Mose med vores kamerabæster på jagt efter billeder og efter hyldeblomster, der kunne dyppes og frituresteges. Det lykkedes os at fange de svirrende fluer i solnedgangen, altså de fluer man sluger, når man er ude at løbe, men som har en vis æstetisk appel når man ikke snapper efter vejret, som de danser over skræpperne og virker ligeså flygtige som den føromtalte sommernat. Og vi fangede dem alligevel som svage lyspletter mod mørket. Vi fangede også blomsterne i en tyk pandekagedej, men det er en anden historie, der handler om at man ikke bør spise friturestegte ting lige inden man skal sove.

Søndag mindede mig også om, hvorfor sommeren har ry for magi, da jeg i den ægte sommervarme hang foran en anden venindes boghandel og vi pludselig fandt os i virkelig godt selskab af skønne fremmede mennesker,der lige kom forbi, og en masse rosé, der også lige kom forbi, og dagen bare blev ved og ved og bedre og bedre indtil vi cyklede hjemad i den lune sommerregn. Alt dét, det var altså aldrig sket i frostgrader, og det var faktisk rimelig legendarisk.DSCF4454

Fluefangeri

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s